Læseprøve af side 137 - Sjælland Rundt 2018
Som beskrevet tidligere havde jeg sejlet kapsejlads Sjælland Rundt med Ole Borgstrøm og min far.
I 2017 fulgte jeg interesseret med i sejladsen og opdagede at de nu havde lavet et løb for singlehand sejlere. Det kom som en velkommen overraskelse, idet jeg jo netop sejlede singlehand sejlads hele tiden. Jeg fulgte med i sejladsen i 2017 ved hjælp at det nye tracking system de var begyndt at bruge. Hver båd fik udleveret en GPS-Tracker der rapporterede til sejladsledelsen om position, kurs og fart som hver enkelt deltager præsterede. Det hele kunne så følges på internettet. Der kunne jeg sidde hjemme ved computeren og følge de enkelte bådes bevægelser og græmmedes over ikke at være med.
Jeg besluttede at i 2018 ville jeg være med i legen og så snart tilmeldingen var åben, var jeg den første til at melde mig til.
Da datoen for Sjælland Rundt nærmede sig drog jeg af sted mod Helsingør om aftenen. Det var en meget hyggelig sejltur med fin halvvind, så Inger strøg af sted i månelyset på en lun aften og var fremme et stykke over midnat næste dag. Jeg brugte dagen til at rende rundt og kigge på både og lede efter andre Granada 24, men der var ingen og jeg var også den eneste i løbet. I gamle dage var vi over 20 stk. Gad hvide hvor de andre var blevet af. Jeg var desuden mindste båd overhovedet i løbet, så jeg forventede at jeg kort efter starten var den eneste båd i vandet. Det holdt nu ikke stik.
Mine problemer under sejladsen startede under en sømil efter afgangen fra Nykøbing Sjælland Havn. Inger begyndte pludselig at sejle rundt i en cirkel. Selvstyreren kørte roret ud i den ene side og nægtede at fungere korrekt. Besynderligt nok havde jeg haft en oplevelse i søvne om at den ville gå i stykker og havde anskaffet mig en billig brugt af andet fabrikat som reserve. Den måtte jeg finde frem og få sat til i stedet.
Sådan gik det resten af vejen til Helsingør hvor jeg ville undersøge den anden og finde ud af om jeg kunne fixe den. Det mislykkedes og stikket til den blev meget varmt og brugte en masse strøm, så jeg måtte gemme den væk igen og satse på den anden billige reserve. Var dog oppe i udstyrsforretningen og forhøre mig om hvad de havde, men de havde desværre kun nogle af samme type som min reserve. Jeg måtte indse at jeg måtte nøjes med den undervejs og bestemte mig for at når jeg var hjemme igen ville jeg anskaffe mig en Evolution 100 autopilot som jeg havde hørt så meget om.
Aftenen før starten blev der afholdt fælles middag i restauranten under klubhuset. Vi var 13 deltagere som fik en hyggelig aften og fik præsenteret os selv...(læs videre i bogen)