Historien om den lille dreng der aldrig blev voksen

Læseprøve af side 119 - Inger får nyt liv

Hver sommer når vi var i sommerhuset for at slå græs, gik jeg og kiggede på båden som stod og blev mere og mere grøn af alger. Det var trist at se på og folk sagde ”Den kommer aldrig ud og sejle mere”. Det var hårdt at høre på den slags, men det var svært at få tid til det hele. Jeg skulle passe landbruget, pløje så og høste i en uendelighed.

Når der var en pause tog jeg min hest og red ud i naturen, det billige skidt. Flere dage om ugen blev stalden fyldt med unge piger der skulle ride. Laila var med til at klargøre hestene og viste pigerne hvordan man skulle rengøre og klargøre hestene til ridning. Når de var klar til afgang måtte jeg tage dem i ridehuset og undervise dem i ridningens kunst. Meget tit tog vi imidlertid sammen ud og ride en lang tur. Oftest til en nærliggende skov, men også til stranden som var bred og lang. Perfekt til en længere galop. Hestene fik også en oplevelse hver gang og man kunne mærke på dem at de kunne lide at komme ud og fyre bomben af.

En dag da vi var ude ved sommerhuset for at slå græs klatrede jeg op i Inger som sædvanligt, bare for at tjekke for en ordens skyld. Et miserabelt syn mødte mig. Vandrenden rundt om kistebænken var blevet fyldt op af skidt og plantedele, så regnvandet var løbet ned i kistebænken og derefter ind på dørken. Der stod omkring 20 cm. vand derinde. Et vindue var blevet utæt og vand var løbet ind i et af de flotte skabe som jeg selv havde snedkereret i mine unge dage. Bunden af skabet var rådnet væk. Alle hynderne var blevet jordslået og lige til at kassere.

Jeg satte mig og betragtede ødelæggelserne og lod depressionen komme til mig. Jeg fandt et litermål i sommerhuset og begyndte at øse vandet ud og tørre resterne op med svamp og klude. De bærende skotter stod der endnu men lakken havde taget skade. Lakken på den øvrige aptering var også medtaget og begyndte at skalle af. Inger havde nu stået i haven i 27 år. Hun var blevet næsten lige så grøn som græsplænen og lignede mest en at de der forladte både man kan se rundt om i havnene.

Jeg besluttede at nu var det slut og fik ringet til en vognmand der var specialiseret i bådtransport. Da han så båden spurgte han hvad jeg dog ville med den båd. Jeg svarede at jeg ville da sætte den i stand og sætte den i vandet igen. Han rystede på hovedet, men adlød og kørte båden hjem på gården hvor den blev anbragt op af siden på maskinhuset og så gik jeg ellers i gang...(læs videre i bogen)