Historien om den lille dreng der aldrig blev voksen

Der var engang en lille dreng som fik navnet Ole. Det var mig.

Jeg har altid, altså så længe jeg kan huske tilbage, det er fra omkring 3-årsalderen, ønsket mig at komme ud og sejle i min egen båd.

Jeg blev født 4/12-1946. altså lige efter krigen. Det var en hård tid for mine forældre. Pengene var små og udgifterne store. Min far sled sig halvt ihjel på det maskinværksted han havde startet sammen med en soldaterkammerat, Ole Hansen. De havde begge aftjent deres værnepligt i marinen på en minestryger som maskinmestre. Af mangel på arbejde havde de selv startet et maskinværksted.

Jeg havde en storesøster, Lisbeth, og vi legede godt sammen. Senere gik det ikke så godt. Min farfar kom med mellemrum og passede os. Han havde været telegrafist i Store Nordiske Telegraf i Kina. Der traf han min farmor og det resulterede altså i Søren, min far, som dermed var født i Kina. Desværre holdt ægteskabet ikke ret længe og min farmor flyttede til USA og giftede sig gentagne gange med rigmænd. Min farfar stod så alene med sin søn i Kina og var afhængig af tjenestefolk. Jeg kender ikke meget til økonomien i familien dengang, for jeg var der ikke, men jeg har indtryk af at farfar var godt ved muffen i god stilling. Det skal lige nævnes at min farfar var ret populær hos min søster og mig, selv om han på det tidspunkt var blevet ret fattig. Det lagde vi slet ikke mærke til dengang.

Min første båd var en færge af træ med hjul under og jeg sejlede rundt på køkkengulvet dagligt. En lille havn med blåt vand og små skibe havde jeg også. Jeg fandt senere ud af at alt sammen var noget min far havde lavet selv. Pengene var små og legetøj var dyrt. Jeg havde også en båd af papir med en spalte hvor man anbragte et lille stykke sæbe. Lagt forsigtigt på vandet i håndvasken, sejlede den raskt af sted. Den holdt nu ikke så længe. Papir kan ikke lide vand.

Jeg har hørt at vi var fattige, men kan ikke få det til at passe. Jeg havde mere end alle andre børn. Selv egen bil havde jeg. En jeep som jeg selv kunne sidde i og styre. Den havde min far (selvfølgelig) selv havde lavet på hans værksted.

Nogle år tidligere, det var så langt tilbage jeg kan huske, jeg må have været 3 år, så jeg mit første sejlskib. Det var et modelskib som en bådebygger i Kina havde lavet til min far da han var dreng. Jo, han havde også været en lille dreng engang. Modelskibet havde han stadig men det så ikke så pænt ud. Det var ellers bygget som et ægte skib med bundstok, spanter og planker som klædning. Det var aldrig blevet malet og var ubegribelig støvet. Pludselig en dag var det blevet fundet frem fordi mine forældre havde opdaget at alt jeg foretog mig og lege med var noget med et skib at gøre. Selv en spisestuestol blev lagt ned og blev til et skib. Næ, de var slet ikke dumme.

Jeg gjorde naturligvis store øjne og min far begyndte at slibe båden udvendigt med sandpapir og så skulle den grundes med noget sort stads der skulle tørre. Båden blev sat i et stativ og anbragt øverst på et skab i soveværelset til tørring. Jeg kravlede op på nogle stole hver eneste morgen for at mærke på stadset om ikke snart det var tørt og en dag var det lige pludselig tørt nok. Nu skulle det males. Jeg fik til opgave at gå ned til farvehandleren, sammen med min mor, efter noget ”Syntal” i hvid og lysegrøn. Stolt gik vi hjemad igen med dåserne og om aftenen da min far kom hjem fra arbejde blev båden malet med den grønne farve. Den følgende aften var det den hvide maling der kom på. Båden strålede i al sin pragt og jeg fik lov til at lege med den hver dag. Jeg løftede dækket af og studerede hvordan den var bygget. Jeg vidste således i en meget tidlig alder alt om hvordan både var bygget. Jeg har stadig båden.

Der blev så fremstillet mast og sejl til båden og dækket skruet forsvarligt fast. Jeg erindrer kun svagt at vi lånte en kano på et tidspunkt og havde modelskibet med. Det blev søsat og skibet drønede af sted så dem ved årerne måtte ro så sveden sprøjtede for at følge med.

Det tog desværre mange år før jeg kom ud og sejle i min egen båd og jeg blev aldrig voksen.